Fælleslisten går forventningsfulde til budgetforhandlingerne
Fælleslisten går forventningsfulde til de kommende budgetforhandlinger i Ikast-Brande Kommune.
Vi står et stærkt sted økonomisk. Kommunen er godt rustet, og vi har gennem en årrække haft fokus på en ansvarlig økonomistyring. Det giver os et godt udgangspunkt, når vi nu skal prioritere, hvordan vi bedst bruger kommunens penge.
Samtidig er vi glade for det gode og konstruktive samarbejde, der er i byrådet. Det skal vi bygge videre på, når vi sammen skal finde løsninger for Ikast-Brande Kommune.
For os handler et godt budget først og fremmest om mennesker. Vi skal lave et budget, der er tæt på borgerne, og hvor vi prioriterer den borgernære velfærd. Det er i mødet mellem kommunen og borgerne, at vores beslutninger i sidste ende skal kunne mærkes.
En venstremand har skrevet, at vi skal passe på borgernes penge, og at vi ikke er julemænd. Det er vi sådan set helt enige i. Kommunens penge skal forvaltes ansvarligt, og vi skal selvfølgelig prioritere med omtanke.
Men vi skal heller ikke være hulemænd.
Ansvarlig økonomi handler ikke kun om at holde igen. Det handler også om at turde investere, når det giver mening. Vi skal turde investere i vores borgeres trivsel og velvære, i stærke fællesskaber og i den velfærd, der får hverdagen til at fungere for børn, unge, familier, ældre og mennesker, der har brug for en ekstra hånd.
Nogle gange kræver de bedste og mest ansvarlige beslutninger, at man tænder det lange lys. Langsigtede investeringer kan koste på kort sigt, men være med til at skabe både bedre liv og en stærkere kommune på længere sigt.
Derfor går Fælleslisten ind i budgetforhandlingerne med både økonomisk ansvarlighed og ambitioner på Ikast-Brande Kommunes vegne.
Vi skal passe godt på borgernes penge. Men vi skal også turde bruge dem, når de kan gøre en reel forskel.
Vi skal hverken være julemænd eller hulemænd. Vi skal være ansvarlige – og ambitiøse på kommunens vegne.
Rune Lyager, Morten Colbert og Lotte Stoltenborg

