Fælleslisten er stolte af at præsentere Rune Lyager som vores borgmesterkandidat til det kommende kommunalvalg i Ikast-Brande Kommune.

Rune bor i Brande med sin kone og tre børn. Han er tømrer, iværksætter og kunstner, og har siden 2004 drevet tømrerfirmaet Lyager A/S.
I byrådet har Rune markeret sig som en visionær, engageret og lyttende stemme – særligt i Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget, hvor han har arbejdet for at styrke de lokale fællesskaber, kulturelle initiativer og for at alle børn skal ses, uanset hvilken baggrund de kommer fra.
“Jeg stiller op for en kommune, hvor vi bygger fællesskab – ikke kun mursten. Som borgmester vil jeg stå for samarbejde, gennemsigtighed og nærvær. Jeg vil arbejde for et byråd, hvor vi lytter til hinanden – og for en kommune, hvor mennesker trives, bliver hørt og kan leve det gode liv,” siger Rune Lyager.
Fælleslisten ser Ikast-Brande Kommune stå over for nogle afgørende valg om fremtidens udvikling. Vi mener, at vækst skal ske med omtanke og i tæt samspil med de ildsjæle, der driver vores lokalsamfund fremad. Derfor ønsker vi at skabe rammer, hvor både tradition og fornyelse kan trives side om side – og hvor fællesskab, kreativitet og ansvarlighed er grundstenene i den videre udvikling.
“Gode løsninger kræver samarbejde – også på tværs af partiskel. Som borgmester vil jeg insistere på dialog, respekt og fælles ansvar. Jeg vil stå for en åben og gennemsigtig beslutningsproces, hvor både borgere og byråd har adgang til relevant viden i god tid – og hvor der er ærlig kommunikation om valg og prioriteringer,” siger Rune.
Rune er en stolt tømrermester med masser af idéer og handlekraft. Han er et lidt anderledes bud på en borgmester – og det er netop hans styrke. Han har selv gået i livets skole. Som ung havde han svært ved at følge med i skolen og havde brug for en anden vej. Det har lært ham, at ærlighed og nærhed er de vigtigste faktorer for at træffe gode beslutninger.
Fælleslisten tror på, at Ikast-Brande Kommune har brug for en forvandling – en forvandling, hvor nærvær og fællesskab bliver omdrejningspunktet for den politiske ledelse.
“Som borgmester vil jeg være synlig i lokalsamfundet, tilgængelig for borgerne og tage deres stemmer med ind i det politiske maskinrum. Mit mål er en kommune, hvor mennesker føler sig hørt og respekteret – og hvor der er en klar retning for både udvikling og menneskelig bæredygtighed,” afslutter Rune.
Fælleslisten og Rune Lyager tror på, at forandring starter med fællesskab. Derfor inviterer vi dig til at være med. Følg med, stil spørgsmål, deltag i debatten – og lad os sammen forme fremtidens Ikast-Brande.”
På vegne af Fælleslistens bestyrelse,
Morten Colbert, Formand
