Skip to content

Fælleslistens politik og holdninger

Vi har arbejdet…

Bestyrelsen for Fælleslisten Ikast-Brande – samt de to byrådspolitikere – har i løbet af efteråret 2019 afholdt tre workshops, hvor vi har gennemgået relevante politiske kerneområder. Formålet var at udarbejde nogle klare holdninger ud fra det aktuelle politiske arbejde i Ikast-Brande Kommune, samt henvendelser fra borgerne og input fra vores to byrådsmedlemmer.

Vi lister herunder områderne og vil løbende uddybe hvert enkelt med fakta og statistikker.

Børn & Unge

Der skal fortsat være pasningsgaranti til alle børn med pasningsmuligheder i nærområdet. Der skal arbejdes med en udviklingsstrategi for at fastholde og sikre gode og trygge pasningstilbud til de 0-6-årige i nærområderne.

Vi anerkender og støtter friskoletanken – friskolerne skal fortsat bestå som et alternativ til folkeskolerne og som en del af et aktivt og levende landsbysamfund. 18% af Danmarks børn 0-9. klasse, går i dag i en friskole, derfor bør friskolernes indflydelse på grunduddannelse ikke underkendes.

Vi understøtter fortsat SFO på alle skoler som minimum – eller i nærområdet som det nu passer ind lokalt.

Der er i dag 11 folkeskoler + 5 friskoler i kommunen. Fælleslisten vil arbejde for deres fortsatte beståen – stordriftsfordele ved at samle skoleledelse eller overbygning, skal undersøges nærmere. Desuden kan et fælles pædagogisk sigte også give fortsatte positive udslag.

Vi vil de små skoler – vi vil landsbyerne.

Udvidet ungdomsskole-tilbud til de 15-24-årige. Der mangler steder i hele kommunen hvor de unge kan være sammen og ”hænge ud” uden at det skal foregå i parker, på sportspladser og i skolegårde. Altså indendørs faciliteter – gerne med frivillige voksne der ikke overvåger eller blander sig i det sociale.

Social- og Sundhedsområdet

Ikast-Brande Kommune har store udfordringer på social- og sundhedsområdet, både økonomisk og menneskeligt.

De socialt udsatte og psykisk sårbare borgere skal hjælpes til en god tilværelse.

FL mener overordnet at et større samarbejde med omegnskommunerne kan være givtigt. Som syg eller sårbar borger skal ikke gennem flere omgange af arbejdsprøvning (på f.eks. 2×40 min.), da det slider hårdt på psyken – og i mange tilfælde – ikke giver mening. Her bør kommunen tilbyde et midlertidigt andet tilbud, så borgeren kan få ro til at hele fysisk eller mentalt.

Der bør være en større indsats på ”småjobs området” – som vi f.eks. i dag ser det i Rosenbedet og hos Gartneriet Garland i Ikast. At vide at der er brug for én og at lave noget meningsfuldt, giver øget selvtillid og selvværd. Det kan på sigt føre til ”rigtige” jobs eller måske den uddannelse borgeren ikke har turdet gå i gang med.

FL understøtter derfor fortsat socioøkonomiske / NGO (non-governmental organization) tiltag, såsom Rosenbedet.

Tallet af borgere på overførselsindkomst skal nedbringes – der bør i langt højere grad være opfølgning og revisitering, så borgeren ikke parkeres på førtidspension, men har mulighed for at komme tilbage til arbejdslivet.

Klippekortsordning (x antal timer) skal tilbydes. Frivillighedskulturen skal styrkes på de områder hvor der ikke allerede tilbydes ydelser. Dvs. der skal hverves flere frivillige.

FL ønsker at Ikast-Brande kommune skal være aktiv i forebyggelsen af stress og stress-relaterede sygdomme – vi mener stress er en af de største tikkende bomber i samfundet – og det kan og skal undgås.

 Erhverv

Vi vil fastholde vores virksomheds- og erhvervspolitik som har vist sig at være effektiv gennem mange år efterhånden.

Iværksætterånden er en del af hjertet og kernen i Ikast-Brande. For at hjælpe nye virksomheder godt på vej, bør der tilbydes udvidet skatte- og revisorhjælp samt bedre fysiske rammer, samt flere og bedre netværksmuligheder. Erhvervslivet og iværksætterne skal have bedre muligheder for at finde hinanden. 

DAMRC i Herning samt andre ydelser til virksomheder og iværksættere, skal markedsføres bedre.

FL har en vision om at Strøgcentret i Ikast og tomme butikker i Brande skal bymidte-udvikles. Tomme virksomheder i kommunen skal bruges f.eks. til iværksætteri og innovation.

Ikast-Brande Kommune har generelt et strukturproblem omkring det lave uddannelsesniveau – kongstanken bør være at – både med pisk og gulerod – så skal de unge have en uddannelse. Ikast-Brande kommune har stadig mange ufaglærte. At være ufaglært er – som samfundet er bygget op i dag – ikke længere en option. Alle kan lære noget – alle kan yde noget.

Kommunen skal fortsat bistå erhvervslivet i opgradering af ufaglærte og hjælp til uddannelse af virksomhedernes medarbejdere, samt få endnu flere i lære.

FL understøtter at der er lokale lære- og praktikpladser, så de unge ikke skal flytte efter en læreplads. Ikast-Brande er en erhvervskommune med mange virksomheder, der i høj grad uddanner lærlinge og understøtter de unge i jobs. FL arbejder for at lærlingeuddannelserne gøres mere alsidige ved at virksomheder er fælles om at uddanne dem. Vi understøtter også i høj grad voksenlærlinge, for at få så en veluddannet arbejdsstyrke i kommunen som muligt – efter samme princip.

FL har et stort ønske om en ”filial” af videregående uddannelser, gerne indenfor teknologi-områderne såsom Klima og Miljø som bliver fremtiden. Gerne centreret omkring de allerede eksisterende ungdomsuddannelser omkring ved Hjertet i Ikast.

Tilflyttere og Boliger

FL arbejder for at skabe en kommune hvor det er attraktivt både at arbejde, bygge og bo – for alle – uanset alder, køn og indtægt.

Bosætning – vi ønsker at flere af de mange indpendlere bosætter sig i kommunen. Med det antal arbejdspladser vi har i kommunen, bør man kunne tiltrække flere til at bosætte sig her. Den positive udvikling er allerede sat i gang med ansættelse af en Bosætningsguide. Det støtter Fælleslisten op omkring i den fortsatte bosætnings-strategi.

Der skal tilbydes flere attraktive byggegrunde i hele kommunen. Der bør være et langt bredere udvalg af byggegrunde i alle prislag og både i by og på land og i alle byer. FL kæmper for at landsbyerne fortsat er attraktive og socialt bæredygtige.

FL ønsker at Ikast-Brande kommune skal have en proaktiv tilgang til både kommunale private udstykninger i hele kommunen. Det er alfa og omega for en fortsat positiv udvikling.

Landsbyliv

FL ønsker at støtte op omkring landsbylivet. De eksisterende Puljeordninger skal kunne bruges som garanti til fondsansøgninger, infrastruktur og et antal kommunale byggegrunde i hver landsby.

Vi vil de ”selvstyrende landsbyer” med gode og velfungerende udviklings- og lokalråd, de skal understøttes i en fælles platform som talerør overfor kommunen.

Folke- og Friskolerne løfter og giver fortsat liv i landsbyerne – derfor skal de bestå.

Udlicitering af kommunale opgaver (populært kaldet ”Nr. Snede-modellen”) bør udbredes til hele kommunen. Kommunale opgaver med græsslåning og vedligehold af grønne områder (sportspladser, anlæg o.a.), kan udliciteres til (borger)foreninger/lokalråd eller lokale erhvervsdrivende.

Landsbypuljens midler bør kunne akkumuleres og puljen dermed bruges som en del af egenfinansiering i forbindelse med ansøgninger til fonde.

Ældre

Ikast-Brande Kommune står – som resten af Danmark og hele den vestlige verden – men den udfordring at der bliver flere ældre borgere. Mange ældre er i god fysisk og mental form, men den dag det ændrer sig, skal hjælpen være der.

Vores ældre borgere skal fortsat have god livskvalitet. Man skal kunne blive under eget tag, så længe som muligt. En af mulighederne kan være via den styrkede frivillighedskultur, hvor man hjælper med indkøb, græsslåning m.m. Derfor opfordrer FL til at kommunen også styrker frivillighedhedspolitikken på ældreområdet.

Flere Seniorkollektiver – Fællesskaber for ældre er vigtige

Brandlundparken i Brande er en god model, med flere enheder samlet et sted. Det giver god synergieffekt og klare stordriftsfordele. Plejehjemsplanen skal opdateres med aktuelle tal. Plejehjem skal være lokale og der skal være garanti for pleje i egen bolig (også lokale plejeboliger), så man ikke tvinges væk fra sine vante omgivelser, når ens behov for hjælp er ændret. De allerede eksisterende plejehjem skal udbygges over alt i kommunen alt efter behov.

Kultur & Fritid

Ikast-Brande Kommune skal styrke kulturen.

Kommunen ligger på et ikke-tilfredsstillende niveau som nr. 97 af 98 kommuner m.h.t til tilskud til kultur.

 (552 kr. pr indbygger til kultur i IBK og ca. 1280 kr. i Herning (nr. 8), FL ønsker niveau som landsgennemsnittet på 670 kr.)

FL ønsker at styrke frivilligheden – øget fokus på Frivilligcenteret – det er vejen frem for al kultur, sport, musik, teater m.m.

Optimere på det antal m2 der står til rådighed til kulturen – vi ønsker bedre udnyttelse af eksisterende bygninger med bl.a. ved flere fælles faciliteter med bedre udnyttelse rent tids- og brugsmæssigt.

Vi vil styrke vores to kulturcentre/flagskibe i kommunen (RemisenBrande og Bakkehuset).

Frivillighed giver nye netværk, bedre folkesundhed og sociale fællesskaber.

Street Art og gavlmalerier i Brande, International Art Workshop i Gludsted er kunstmæssige fyrtårne – potentialet er stort og der kan være synergier.

FL støtter op omkring campus og sport.

Breddesport skal styrkes mest muligt. Der er mange sociale og sundhedsmæssige aspekter i breddesport der bør tages hensyn til. Støttes breddesporten ikke via gode forhold, skal kontingenterne op og det giver en negativ effekt både på kort og lang sigt.

Elitesporten i området skal støttes i det omfang det giver mening. Vi ønsker genetablering af elitepuljen, der kan understøtte eliteudøvere i hele kommunen.

Fælleslisten vil støtte op omkring tilskud der er relaterede direkte til sporten dvs. øremærket til faciliteter, udstyr, transportmidler m.m. og ikke f.eks. markedsføring.

Vi sigter imod at alle kommunale aktivitetscentre og sportshaller skal være selvejende.

Turisme

FL foreslår at samarbejdet med Visit Herning udvides med lokale eventcentre (der f.eks. drives af lokalrådene) – støttes økonomisk af kommunen i et rimeligt omfang.

FL ønsker at støtte den lokale turisme i langt større udstrækning end i dag. Oplevelsesindustrien i Billund og Herning samt vores eget blomstrende erhvervsliv, kan Ikast-Brande få del i med koordinerede tiltag omkring dagsturisme og erhvervsturisme.