Skip to content

Historien om Fælleslisten Ikast-Brande

Hvorledes Fælleslisten opstod 

Fælleslisten i tidligere Brande Kommune blev første gang præsenteret for offentligheden i april 2001.
Listen blev dannet af Jacob Schnedler og Preben Christensen, der ønskede at skabe en liste med et bredere politisk sigte end de traditionelle partier, og en liste som kunne favne over et bredt tværpolitisk samarbejde.

Valget 2001

At idéen straks fængede, viste sig tydeligt, da Fælleslisten for første gang stillede op til valget i 2001. Listen kom til at omfatte 10 personer, og alle 10 blev valgt ind. Fælleslisten var dengang som nu i valgforbund med Kristendemokraterne, det daværende Kristeligt Folkeparti.
Ved valget opnåede Fælleslisten i alt 3234 stemmer, hvoraf de 2777 alene blev placeret som personlige stemmer på Preben Christensen. Med en procentsats på 49,8 % af alle afgivne stemmer i Brande kommune rakte det til en tredjeplads på landsplan for flest personlige stemmer.
Af de 15 medlemmer der var i byrådet i Brande kommune, indgik 13 i konstitueringen. To fra Venstre, én fra Kristendemokraterne og de 10 fra Fælleslisten. Kun de to Socialdemokrater valgte at stå udenfor.
I tidligere Nørre-Snede Kommune var Fælleslisten i byrådet med tre medlemmer: Finn Jensen, Ejstrupholm, Anne-Mette Bach, Klovborg og Vagn H. Sørensen, Klovborg. Fælleslisten har gennem mange år været repræsenteret i den tidligere Nørre-Snede Kommune.

Kommunesammenlægningen

Efter beslutningen om at lægge Ikast, Brande og Nørre-Snede kommuner sammen er Fælleslisten blevet udvidet til også at være præsenteret i de tidligere Ikast og Nørre-Snede kommuner.
I Ikast skulle arbejdet med at etablere en helt ny lokalforening begyndes fra bunden, eftersom der ikke tidligere har været nogen tradition for lokale tværpolitiske lister i Ikast kommune.
Det viste sig dog at gå utroligt nemt. Den første person, Fælleslisten kom i kontakt med i Ikast, var Preben Andersen og derefter Carsten Pedersen – og så gik det for alvor stærkt! Ikke mindst i kraft af den store indsats de første kontakter lagde for dagen. I dag har Fælleslisten således en stærk forening i Ikast med ca. 65 medlemmer.
Fælleslisten er derfor også præsenteret i alle tre kommuner, og alle steder med dygtige og engagerede mennesker, der brænder for, at vores nye fælles kommune skal blive en succes. Bestyrelsen er forankret i hver af de tre tidligere kommuner, hvilket er vedtægtsbestemt.
Organisatorisk og politisk er Fælleslisten 100 % toptunet og arbejder for, at politikken i vores nye kommune skal have en bred lokal forankring, og ikke bestemmes af hensyn til overordnede landspolitiske temaer, eller af de 6-7 % af befolkningen der er medlem af et politisk parti.
Fælleslisten er alternativet til de etablerede partier! Et alternativ, der ønsker brede politiske løsninger, der tager lokale hensyn og som er lavet i lokalt samarbejde med kommunens egne borgere og ikke med politikerne på Christiansborg.

Ønsker du at blive medlem så klik her