Læserbrev: Unge og uddannelse i Ikast-Brande: Vi skal turde give plads – og lade os inspirere

3. november 2025

Unge i Ikast-Brande har masser af potentiale – men vi skal blive bedre til at skabe rammer, hvor de kan udfolde det. Som deltager på Center for Ungdomsforsknings uddannelse i “Anvendt Ungdomsforskning” er jeg blevet optaget af, at unge ikke skal styres – de skal støttes. Vi skal se dem som hele mennesker, ikke som projekter der skal optimeres. Vi trænger til at opdatere vores ungesyn.

Derfor vil jeg som byrådskandidat arbejde for:

  • Et uddannelsesmiljø hvor trivsel og fællesskab vægtes lige så højt som karakterer
  • Flere lokale samarbejder mellem skoler, erhvervsliv og fritidsliv
  • Ungeinddragelse i beslutninger, der vedrører deres hverdag

Unge skal have reel indflydelse – også lokalt. IBUR gør et vigtigt stykke arbejde, men Ikast-Brande er en stor kommune. Fælleslisten foreslår derfor at gentænke IBUR som et netværk af lokale ungdomsråd, der samarbejder og deler erfaringer. Det handler om nærhed og relevans.

Vi skal også lade os inspirere af UNGHERNING+ – et fleksibelt og gratis tilbud for unge voksne, hvor fællesskab og egne idéer er i centrum. Den slags initiativer kunne styrke unge i Ikast-Brande.

Selvom EPX – den kommende erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse – ikke er en kommunal opgave, skal vi understøtte, at den kommer til vores område. EPX kombinerer praktisk og boglig undervisning og matcher vores lokale erhvervsliv perfekt. Den varer to år med mulighed for en et-årig overbygning og giver adgang til både erhvervsuddannelser og videregående uddannelser.

Fælleslisten vil derfor genoplive idéen om en ungdomsuddannelse målrettet vores stærke erhvervsområder – fx vindmøller, fødevarer og mode/livsstil. Vi har virksomheder i verdensklasse. Nu skal vi sikre, at de også har adgang til unge med kompetencer, motivation og lokal forankring. Måske kan en sådan uddannelse placeres i Brande, hvor erhvervsliv og kommune tidligere har løftet store opgaver i fællesskab.

Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg vil være med til at skabe en kommune, hvor unge føler sig set, hørt og forstået. Det starter med at tage deres perspektiv alvorligt – og med at turde lære af dem og af hinanden.

På vegne af Fælleslistens kandidater,
Morten Colbert, byrådskandidat for Fælleslisten

Billede af Morten Colbert

Andre læsebreve

Min vision for hele Ikast-Brande kommune 

I 15 år har vi stræbt efter at blive erhvervskommune nr. 1 – og vi har vundet prisen 13 gange.
Læs indlægget

Læserbrev: Brande fortjener et folkebibliotek i hjertet af byen!

Med Gennembruddet har vi en historisk mulighed: at bringe folkebiblioteket til midtbyen – dér hvor borgerne er, og hvor et moderne
Læs indlægget

Biogasanlæg nord for Ikast – en beslutning vi ikke må fortryde

Sagen om biogasanlægget nord for Ikast har fyldt alt for lidt i valgkampen – og det undrer mig. For ud
Læs indlægget
Se alle læsebreve