Kære alle,
Jeg stiller mit kandidatur til rådighed for Fælleslisten, fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel.
Ikke bare i det store – men i det nære. I det, der former hverdagen for børn, unge, familier og fællesskaber i hele vores kommune.
Jeg har en baggrund som lærer og har arbejdet med børn og unge i over 20 år.
Jeg har stået i klasselokaler, i skolegårde, på forældremøder og i samtaler med unge, der har brug for nogen, der lytter.
Jeg har set, hvad det betyder, når vi investerer i børn – og jeg har mærket konsekvenserne, når vi ikke gør det.
Jeg har også været skolebestyrelsesformand for folkeskolerne i Brande.
Og jeg har i årevis set til fra sidelinjen, mens vores kommune har prioriteret folkeskolen ned.
Vi er blandt de kommuner i landet, der bruger allermindst pr. elev – og det er ikke bare lavt, det er uambitiøst.
Det er ikke godt nok for vores børn – og det er ikke godt nok for vores fremtid.
Jeg er også formand for en af Brande Højskole og næstformand på Midtjysk Efterskole.
Her ser jeg, hvad det betyder, når unge mennesker får lov til at vokse, finde sig selv og blive en del af noget større. Jeg er selvfølgelig stolt af de to skoler, men egentlig ville jeg ønske, at alle kommunens skoler havde mulighed for at prioritere FÆLLESSKAB og DANNELSE højt. Det er ikke luksus – det er fundamentet for et stærkt samfund. Desværre skal folkeskolerne hvert eneste år bruge krudt på at ”effektivisere” og desværre er lovgivningens fokus på tørre tal og testresultater og ikke på, at folkets skole burde være en af de allervigtigste institutioner, vi har.
Jeg er bekymret!
Bekymret for de mange unge, der i dag balancerer på kanten af samfundet.
Unge, der har svært ved at gennemføre en uddannelse.
Unge, der ikke kan finde deres plads på arbejdsmarkedet.
Unge, der føler sig udenfor – og som alt for ofte bliver tabt på gulvet.
Som kommune har vi ikke råd til at tabe så mange unge.
Hver enkelt ung, der mister fodfæstet, er ikke bare en personlig tragedie – det er et samfundstab.
Vi skal turde investere i dem. Tidligt. Helhedsorienteret. Menneskeligt.
Mit særlige fokus er derfor på børn, unge og uddannelse – fordi det er her, fremtiden formes.
Men også på tilflytning – for vi skal være en kommune, man vælger til med hjertet.
Og på kulturen – for det er kulturen, der skaber liv, fællesskab og stolthed. Det er populært sagt kittet, der binder vores små samfund sammen.
Jeg synes, vores kommune har så meget at byde på.
Men vi er ikke gode nok til at fortælle det.
Derfor vil jeg også arbejde for, at vi som kommune bliver bedre til at formidle alt det gode, der sker – i skolerne, i foreningerne, i kulturlivet og i lokalsamfundene.
Jeg stiller op, fordi jeg tror på, at vi kan gøre det bedre.
Fordi jeg tror på, at politik skal være tæt på virkeligheden.
Og fordi jeg tror på, at Fælleslisten er det sted, hvor man kan gøre en forskel – uden at være bundet af ideologier, men med hjertet i kommunen.
Tak for ordet