Brande 20/6 2025
PRESSEMEDDELELSE: En dejlig nyhed fra Fælleslisten Ikast-Brande!
Jonas Prammann Szentpáli Jørgensen stiller op for Fællesliste til kommunalvalget den 18. november!
Vi er både stolte og begejstrede for at kunne dele denne nyhed: Jonas Jørgensen er kandidat for Fælleslisten ved det kommende kommunalvalg.
Jonas er kun 19 år – men han bringer en ild, en energi og et engagement, som kan mærkes. Han er vokset op i Brande, og som IB-student fra Ikast-Brande Gymnasium har han allerede vist, at han ikke bare interesserer sig for verden – han vil være med til at forandre den.
Jonas har erfaring fra ungdomspolitisk arbejde og har deltaget i Model United Nations, hvor han har arbejdet seriøst med internationale dagsordener, forhandlet, argumenteret og bygget bro mellem holdninger. Nu er det Ikast-Brande, han vil sætte sit præg på.
Han brænder især for at gøre lokalpolitik relevant for unge – og det har vi i den grad brug for. Unge er fremtiden, men alt for ofte bliver deres stemme overset i byrådssalen. Jonas vil ændre på det. Han siger det bedst selv:
“Unge har så meget at byde på – både når det gælder klima, uddannelse, digital udvikling og nytænkning. Vi tænker anderledes, og det er en styrke, ikke en svaghed. Jeg vil være en stemme for alle dem, der ikke føler, de bliver hørt. Og jeg er klar til at tage ansvar”, udtaler Jonas Prammann Szentpáli Jørgensen.
Hans passion for at inddrage unge i lokaldemokratiet og give plads til nye måder at tænke på, er noget hele kommunen kan få glæde af. Det er ikke bare vigtigt – det er nødvendigt.
Vi glæder os over at han Jones med holdet. Han kan give unge i Ikast-Brande en stærk stemme i byrådet.
Velkommen på holdet, Jonas!
På vegne af Fælleslisten Ikast-Brande
Formand Morten Colbert
