Vi sigter mod en ny politisk retning

Valgkampen er i gang og Fælleslisten har sat kursen!

Der har de seneste år været mange møgsager, hvor kommunen har været i noget, der minder om åben krig med borgere i forbindelse med blandt andet:

  • Placering af vindmøller (flere steder)
  • Etablering af nedknusningsanlæg
  • Placering af elektronikaffaldslager
  • Store byggeprojekter, der bliver lagt ned i Planklagenævnet

Fællesnævneren har været, at de berørte borgere har følt sig godt og grundigt “kørt over”. I flere af sagerne oplever borgerne, at man ikke har været interesseret i at inddrage dem. I andre sager har nabokommunerne endda opfordret til at projekterne skulle revideres, da de har været bekymrede for blandt andet de miljømæssige konsekvenser. Selv spændende byggeprojekter er gået i hårdknude.

Man kunne fristes til at stille spørgsmålet: Lader vi borgerne i stikken? Er der måske en bagside af medaljen?

I Fælleslisten vil vi ikke kun tale politik – vi vil lave politik i øjenhøjde. Vi vil lytte til borgerne og tage deres synspunkter med, så vi kan finde pragmatiske veje, som vil gavne helheden. Åbenhed og borgerinddragelse skal være mere end blot ord. Vi skal tale med hinanden – også om de svære beslutninger. Er det muligt at inddrage de berørte lokalområder, før der laves politiske indstillinger? Der kunne jo komme løsningsforslag, som forvaltningen ikke har set.

Vi ønsker os altså en dialogkultur, hvor der er plads til forskellige synspunkter. Tænk om Fælleslisten fik sat en kurs, hvor alle føler sig hørt! En åben dialog med mulighed for indflydelse, og hvor beslutningerne træffes i åbenhed.

Vi vil kæmpe for at politik igen bliver nærværende…. Vi vil en forandring. Vil du være med?

Fælleslistens kandidater

Rune Lyager, Allan Nielsen, Lotte Stoltenborg og Morten Colbert