I Fælleslisten tager vi hatten af for Blåhøj

Skolens elevtal er i skrivende stund nede under 75 elever, og det vil angiveligt falde de næste år, da relativt store årgange går ud af skolen i forhold til dem, der er på vej ind. 

Det “magiske elevtal: 75 er blot et tal, der er besluttet politisk i Ikast-Brande Kommune. Til sammenligning er tallet 60 i Ringkøbing-Skjern Kommune og i Hedensted Kommune har man eksempelvis besluttet ikke at snakke skolelukninger før 2027, da den økonomiske besparelse slet ikke står mål med de store konsekvenser, det har for et landsbysamfund, når en kommuneskole lukker. Skolerne er livsnerven i et landsbysamfund som Blåhøj. 

Blåhøj kommunens nye profilskole? 

I Fælleslisten opfordrer vi til, at nu er det tid til at tænke “ud af boksen”. Vi foreslår, at der arbejdes på at finde alternativer til snakken om skolelukning.
Kan Blåhøj blive en profilskole? Ligesom Nordre Skole er det? Måske kunne Blåhøj Skole blive kommunens første internationale folkeskole – eller den første entreprenante projektskole. Mulighederne er mange. Måske kan Blåhøj udbyde intensive læsekurser til ordblinde eller  eller løfte et specifikt specialområde, som man gør så flot i Bording.  

Vi skal turde at investere i Blåhøj Skole. Det vil lønne sig. 

Den nemme løsning vil være at lukke skolen for en relativt lille besparelses skyld. Det rigtigste løsning, derimod, vil være at give Blåhøj reelle udviklingsmuligheder. I stedet for at afvikle, burde der laves en 5 årsplan. Det vil give Blåhøj tid og ro til udvikling – og ikke mindst vil det give  arbejdsro. 

Blåhøj er faktisk allerede godt på vej. Erhvervslivet er i vækst, efterspørgslen på lejeboliger er stigende og (små-)børnetallet ruller derudad. På trods af den tikkende bombe om skolelukning, og bekymringerne om de nye store vindmøller, har Blåhøj-borgerne og beboerforeningen lagt sig i selen for at bevise at Blåhøj har en fremtid. 

Fælleslisten har kæmpet side om side med Blåhøj – og det vil vi blive ved med.. Vi ved, at hvis først skolen lukker, så ruller snebolden…

Branding af Blåhøj 

Blåhøj ligger i den sydvestlige del af kommunen, længst væk fra de store byer, og grænser op til både Billund og Vejle kommune. I Blåhøj er der gode muligheder for at styrke naturværdierne bl.a. ved skovrejsning eller vådområdeprojekter ved Karstoft Ådal. Naturen kan trækkes ind i landsbyen ved grønne kiler og hermed understøtte adgangen til de omkringliggende naturområder. 

En sand tilflytningsperle”. Så smukt beskrives Blåhøj i den nye Kommuneplan 2021. 

I Blåhøj bor mere end 750 indbyggere. De har egen skole, hal og Multihuset. Solstrålen den private børne- og vuggestue er godt integreret i skolen og er nu fuldt belagt. Foreningslivet og fællesskab er to bærende elementer i Blåhøj. Man tager hånd om hinanden og byder tilflyttere velkommen. Der er endda blevet oprettet en ”frivillig” sprogcafe til de internationale tilflyttere.

Landspolitisk er vi ved af affolke yderområderne ikke blot i Blåhøj, men i hele landet. Det er næsten umuligt at få et kreditforeningslån i de tyndt befolkede områder. Derfor er efterspørgsel på lejeboliger stor i Blåhøj. 

Nye virksomheder har etableret sig i området og de eksisterende er i vækst. Men de mangler boliger til deres ansatte. Da alt er udlejet, undersøges lige nu mulighederne for at bygge nye lejeboliger. Det forudsætter to ting. 

1: At der er byggegrunde til rådighed

2: At Blåhøj har en skole. 

I Blåhøj er der gang i så mange gode ting, og vi skal som kommune vi give landsbyen arbejdsro. Derfor opfordrer vi til, at der udarbejdes en optimistisk og realistisk 5-årig udviklingsplan for hele området – i tæt dialog med borgerne i Blåhøj.

Fælleslisten Morten Colbert, Henrik Boelsgaard og Lotte Stoltenborg